ViLla Oasis
– en smuk oase i gåafstand fra Vence
Villa Oasis
– en smuk oase i gåafstand fra Vence
Villaen
Villa Oasis er en charmerende villa i typisk provencalsk stil, roligt beliggende i højderne over Vence, og med en betagende panoramaudsigt over Cap d’Antibes og Middelhavet, bjergene og den maleriske middelalderby. Villaen ligger midt i en smuk have, beplantet med blomster, frugttræer og middelhavsplanter.
Huset er på 300 m² i to etager og med en stor overdækket terrasse med udsigt til poolen på 5×11 meter og Middelhavet. Til den anden side knejser Baou des Blancs, som er det lokale bjerg og en yndet destination for pragtfulde vandreture.
Huset indeholder en storslået katedral-lignende stue med højt til loftet og store skydedøre, som åbner ud til en terrasse med havudsigt, en hyggelig pejsestue, en spisestue med stort panoramavindue og udgang til terrassen, samt et totalt nyistandsat køkken også med udgang til terrassen.
Der er 4 nyistandsatte soveværelser med aircondition, 4 badeværelser og 4 toiletter. På første salen er der udover to af soveværelserne en større repos med carambole billard og et mindre kontor – ligeledes med udsigt over Middelhavet.
Huset har egen indkørsel med elektrisk port og portalarm, og der er plads til parkering af mindst 3-4 biler.


Området
Med 1,5 kilometers gåtur til Vence’s historiske centrum er det let at nyde byen. Den smukke, lille middelalderby har meget at byde på, i form af en ældre bydel med et væld af lokale restauranter og bistroer på alle byens torve, samt gode supermarkeder og mange specialbutikker.
Derudover fylder lokallivet meget i Vence, hvor der ofte er markeder og andre spændende aktiviteter.
Som udsigten lover, ligger villaen tæt på mange af Côte d’ Azurs perler. Med 35 minutter til Nice og 40 minutter til Cannes er der ikke langt til et glas rosé på lækre strandrestauranter, shopping i de ikoniske gader eller den klassiske charme fra de sydfranske kystbyer.
Ønsker man at opleve mere eventyrlige småbyer, er der 40 minutter til den højtbeliggende Éze, 35 minutter til Frankrigs parfumehovedstad, Grasse, og 50 minutter til den farverige by Menton. Den ældre, europæiske charme kombineres med strandlivet i den charmerende by Antibes, hvor man på 35 minutter kan køre ned for at nyde en fransk frokost – eller tage på en køn vandretur rundt om Cap d’Antibes.
Derudover er der blot en times kørsel til Italien, hvor man uhindret kan køre over grænsen for at nyde en autentisk pizza til frokost. Af andre “internationale” ture kan man tage en smuk 60 minutters køretur langs kysten til det legendariske Monaco og nyde et besøg i det lille land.
Praktisk info
Når I ankommer til villaen, er der nyvasket sengetøj, håndklæder, viskestykker m.v. parat – og I skal ikke vaske dét, når I tager afsted, men kan bare slappe af, da vi sørger for professionel rengøring.
Der er også et par kolde øl og rosé i køleskabet, og i spisekammeret er det gængse tørkost – mel, sukker, pasta etc.. Olie og krydderier står ved komfuret. I bedes fylde op inden afrejse, men al det praktiske står også i velkomstbrevet nede i villaen.
Hvér uge kommer der en gartner og en pool-mand, normalt torsdag eftermiddag og fredag morgen (præcise tidspunkter for jeres ophold kan oplyses ugen inden).
Udstyr
- 4 soveværelser med nye senge på 180×200 cm, alle med aircondition og eget bad
- Køkken med ovn, komfur, mikroovn, opvaskemaskine, 2 køleskabe, det ene et ‘amerikaner’ med isvand + is-funktioner, brødrister, blender, stavblender køkkenmaskine, Nespresso-maskine, juicer og frugtpresser
- Vaskemaskine + tørretumbler
- Internet (fiber)
- Liggestole, parasoller og pool-håndklæder


Kalender og priser

- Lejeperiode: Fra lørdag kl. 16.00 til lørdag kl. 10.00, hvor den skal afleveres i opryddet stand.
- Inden 8 dage efter booking skal 50% af lejen betales.
- 6 uger inden ankomstdato skal restbeløbet være indbetalt.
- Ved afbestilling indtil 6 uger før ankomstdato, refunderes halvdelen af det indbetalte beløb. Ved senere afbestilling refunderes lejebeløbet ikke.
- Husdyr og rygning inden døre er ikke tilladt.
- Lejekontrakt tilsendes.
Ring og hør nærmere på +45 4044 6439 eller skriv på dohnse@gmail.com
Se også mere på instagram: villaoasis_vence